Kasper Rahbech har nu været en del af Kooi Nordics i tre måneder som Sales Manager Nordic, og hans første tid i virksomheden har været fyldt med positive oplevelser og overraskelser. Kasper, der har flere års erfaring inden for sikkerhed, deler her sine refleksioner om sin rejse hos Kooi indtil videre, og hvad han ser som virksomhedens store potentiale i fremtiden.
Kasper har været imponeret over, hvor effektivt og pålideligt Koois overvågningsløsninger fungerer. Han beskriver det som en enorm styrke at have et produkt, han kan stå 100% inde for. "Det er virkelig fedt at kunne gå ud som sælger og have et produkt, man kan stå fuldstændig inde for," siger Kasper. Han fremhæver også det velsmurte setup, der ligger bag Kooi: "Det der er fedt ved Kooi, er at de har en maskine bagved i en organisation i Holland, der bare er veltrimmet og fungerer. Det er kommet bag på mig, hvor nemt det kan gøres for kunden – både med installationen af systemer, men også hele processen efterfølgende."
Med sin baggrund i branchen bringer Kasper et stærkt fokus på kundedialog og relationer til Kooi. "Det setup vi har giver mig mulighed for at have en tættere dialog og relation til kunden. Og det er dét jeg gerne vil, da relationer og gensidig tillid er vigtigt, når man skal opbygge et samarbejde," fortæller han. Kasper sætter stor pris på friheden til at gøre tingene på sin egen måde og mener, at det er en vigtig faktor i salgsarbejde. "Jeg får lov til at gøre tingene på min egen måde og være mig selv i processen. Det er utrolig vigtigt, når man arbejder med salg – det skaber en bedre kundedialog."
”Hos Kooi er der plads til at arbejde selvstændigt, og frihed under ansvar er virkelig noget, jeg trives med," fortsætter Kasper. Han oplever, at ledelsen, herunder bl.a. Philip Moustgaard Knudsen, er lydhør overfor nye idéer og alternative måder at løse opgaver på. "Éns input bliver taget seriøst, uden at der nødvendigvis er én rigtig måde at gøre tingene på – det er en ledelsesstil, der er ret sjælden i branchen.”
Kasper fremhæver også det stærke samarbejde i teamet som en af de største fordele ved at arbejde hos Kooi. Han nævner især erfarne nordiske kolleger såsom Kees Glandorff, der oprindeligt kommer fra Holland, og har været en uvurderlig sparringspartner i hans første tid. "Jeg ved, at hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af, så kan jeg bare ringe til ham, og så forklarer han mig det. Og det er dét, der er fedt ved at have en erfaren sælger med på teamet," siger Kasper og tilføjer, at Kees endda trådte til og installerede systemer for ham, da han havde brug for hjælp til en installation i Odense. "Det tror jeg meget er mentaliteten hos Kooi – man hjælper bare hinanden."